Lad mig starte med at slå fast, at havde jeg

en lastvogn, flåede jeg partikelfiltert af og holdt

med speederen i bund for rødt – jo flere partikler i luften

1. - jo færre pedalakrobater i trafikken...så kan de lære det,
   

2. -de krankofile tandhjulstumber...
   

Velocipedetramperne tror efterhånden de ejer hele vejbanen med tilhørende fortorv. Overalt i byen hvor der er en ledig centimeter beton eller asfalt, krænger de deres halvrustne jernheste ind, som var det et vejbanens ta’ selv bord. Ikke nok med at man skal se deres gamle mørbankede havelåger og lakafskallede trædegeder ligge kylet overalt i bybilledet, som kondomer på en strand på Ibiza.

Skulle man formaste sig til at gå over et fodgængerfelt – for grønt – så er det mere reglen end undtagelsen, at en pink, storattributtet og miniaturehjernet kælling, kommer ræsende om hjørnet, med en mobil klæbet fast til sit øre, mens den anden hånd febrilsk leder efter noget i hendes taske, der ligger dybt begravet i hendes blomsterudsmykkede lyserøde lortecykelkurv, alt imens hun vinker til sin veninde på det andet fortorv, og den sjove lille røde lysende mand på standeren ved fodgængerfeltet.

Og når men så har kastet sig tilbage på fortovet, for at undgå at skulle have en gammeldags damecykel med pilot fjernet operativt fra sit ansigt, hvæser kun en eller anden uhyrlighed, krydser over krydset mellem dyttende biler, og smider bedstemorcyklen i en  grønthandlers varer, mens hun storknævrende valser ind på den nærmeste cafe, uden så meget som en nervøs trækning.

Det er den samme slags pedalidiot der med djævelsens vold og magt skal, have sin cykel mokket op på indersiden af en lastbil, bybus eller andet stort transportkøretøj. Og skulle man komme til at slippe  en bemærkning om, det måske ikke var en god ide at holde tilbage, for en 30 tons lastbil med hænger, der blinker til højre, når man selv kun vejer 60 kg inkl. cykel, er svaret som regel noget med, at hun er cyklist og HAR RET til at holde der hvor hun holder.

Nævner man så den blinde vinkel, så er det som regel med himmelvendte øjne at hun tager til genmæle, og siger noget i retning af, at lastbilchaufføren da sandelig skal holde øje med trafikken...

Det er den slagt cyklist(u)logik, der godt kan få en til at tænke, om højresvingende lastbiler, ikke blot er Guds måde, at luge de superhjernelammede cyklister fra. Hvis en tantet cykeltøs med en IQ som en halvtom æske lappegrej, ikke kan regne ud, at det er i hendes egen interesse, at forsøge at finde chauførens blik i siddespejlet, stikke ham et smil og vise, at han godt må køre først – ja, så fortjener hun måske nok at blive til kødvulkanisering på højre fordæk.

Faktisk mener jeg at der burde gøres væsentligt mere for, at gøre tilværelsen bedre for fodgængere og bilister i byerne. Og det er ikke gjort ved at oprette cyklistfri zoner, og regulære dødspatruljer – de såkaldte velokillers. Det er bestemt et skridt på vejen – men der kan sagtens gøres mere.

Efter gentagne gange at være faldet i baghold af lumske styrsatanister, har jeg lavet en kort slagplan for udryddelse af storbycyklismen.

Første angrebsrunde:

Under en form for moderne krystalnat, smides der knuste flasker i et bælte på en halv meter ud fra fortorvet, på alle større gader i byen. De burde kunne tage pusten fra det fleste cykeldæk. Og de cyklister der forsøger at undgå glashavet, vil svinge hasarderet ud på kørebanen, med mange nedkørsler til følge.

Det er selvfølgelige kun en dråbe i havet – der skal langt stærkere våben til mod det tiltagende cykeltyranni – derfor er der naturligvis også en:

Anden angrebsrunde:

Når alle cykeldæk er punkterede skal de have de skamskårme gummiringe skiftet ud – og her kommer alle landets cykelhandlere ind i billedet. Under trusler, tvang og smæk med cykelpumper, skal disse, pushere af gadeterrorvåben, nu tvinges til bod og soning. Når den syndflodsagtige strøm af  piftede cykleentusiaster så valfarter ind efter nye dæk og slanger, skifter cykelhandlerne  dem ud med nye dæk, producerede af formpressede sortfarvede dræbersnegle, der kolleapser og masses til en sort slimet substans allerede efter 2 minutters cyklen.

Og det åbner op for den sidste og...

Trejde angrebsbølge,

Efter et par dage med maste og udsplattede dæksnegle, er cykelstier simpelthens syltet ind i sneglejuice, og vil være så glatte som en regnvåd tyndhåret mandeisse i oktober. Det vil være som at cykle i brun sæbe på en skøjtebane. Tusinder af cyklister vil, med kroppen oversået af blå mærker og hudafskrabninger, opgive deres transportforehavende, og nedslåede og forslåede ty til apostlenes heste, på deres vej rundt i byen.

Og så er ringen sluttet. Nu har de selv prøvet at være jaget vildt i storbyjunglen – og skulle de forsøge at klatre op i sadlen igen, så har vi heldigvis en sidste hemmelig udvej klar ude i kulissen.

Men nu må jeg lige bede om lidt fred, jeg har nogle landminer jeg skal have samlet....

Copyright Kapivardreng